Portal

Vi valgte en cirkel, som vores matematisk/geometriske princip

Det første billede viser vores organiske version. Vi brugte snor til at vise det. Vores snor danner en bue, som skal forestille en portal, vendt på hovedet. Det var også det Gaudi gjorde meget, han byggede store bygninger, ved først at hænge en masse snore op i loftet og på den måde udforme bygningen. Gaudi var meget inspireret af matematik. Det første billede kan også forestille en matematisk parabel, det gjorde Gaudi også meget brug. Han ville gerne lave så bløde buer som mulig, som også var inspireret af naturen.
Det andet billede viser, hvordan vi brugte snor til at danne en cirkel ved at binde snoret til et "hjul". Dog danner det ikke helt en cirkel, men mere en sekskantet figur.
Det sidste billede viser vores udgave af en portal. Her kan man se, hvordan vi brugte de bløde buer, som blev dannet, da vi holdte noget snor løst i begge ender, som det dannede en parabel. Det nederste i vores portal, forestiller den sekskant, som blev dannet, da vi bandt snoret rundet om hjulet, så det blev til en sekskant.
Vi er mest inspireret af barokken pga det ligner en slags himmel port det er lidt forførende og så er der udsmykning den har buede linjer og symmetri. Den er også inspireret af rokokoen pga. Fløde farverne og så er den inspireret af renæssancen pga. Søjlerne og også klassicmen fordi den minder om renæssancen

Antoni Gaudi

Antoni Gaudi blev født den 25. juni 1852 i byen Reus. Han havde en fattig barndom, som var præget af gigt, han måtte derfor ikke lege ret meget udenfor. Derfor brugte han meget af sin barndom på at iagttage naturen og blive inspireret. Da han var 17 år gammel flyttede han til Barcelona, hvor han blev boende det meste af hans liv. Den bygning han er mest kendt for er kirken i Barcelona Sagrada Familia. Kirken har været under opbygning siden anden halvdel af 1800 tallet og det er stadig ikke færdig. Selvom Gaudi for længst er død, havde han tegnet en hel masse tegninger, som folk nu bygger videre efter. Kirken er inspireret af den gotiske stil fra middelalderen, dog er der også en del jugendstil ved byggeriet. Gaudi havde altid været meget inspireret af naturen og den former, han var særligt inspireret af naturens asymmetri, men også af blomster, dyr og skeletter. Det ser man også tydeligt på kirken, da han ville have søjleskov. En søjleskov var en masse søjler, som skulle forestille en skov, når man ser det nedefra, dog skulle hans søjleskov være uden stræbepiller. Ideen om en søjleskov havde Gaudi naturligvis også fra naturen. Gaudi var som sagt inspireret af gotik og jugendstil, men han var overbevist om, at alle sine inspirationskilder skulle man tage ind og skabe noget nyt og personligt med dem. Gaudi var samtidig også vild med geometri, men det skulle helst være udført i naturen.

Antoni Gaudi brugte også matematikken som inspiration. Gaudi var særlig vild med paraboloiden, som sjældent blev brugt, men Gaudi kunne godt lide den og han så det i naturen, især den hyperbelske paraboloide. Mange af buer på hans bygninger er formet som parabler, som er et begreb, man bruger om en bestemt slags bue i matematik. Her blev han inspireret af hænder, han opdagede at når man spreder fingrene, danner to af fingrene den flottese parabel. Denne parabel ville han lave på en bygning, så han hængte kæder ophængt i buer ned fra loftet, så kæderne dannede denne bue.
Noget andet som også er ret kendetegnet for Gaudi er hans materialer. Han brugte ofte materialer, som glasskår og flisestumper, og han var absolut ikke interesseret i dyre og luksuriøse materialer. Han brød modernismens traditioner. 

Arkitektur

Jeg har fundet et godt sted på min skole, det er skolens fitnessrum. Selvom rummet er lidt lille og der er mange ting i rummet, virker det alligevel meget lyst og åben. I den ene side af rummet er der en masse vinduer, som giver rummet lys, det gør rummet behageligt at være i. Lyden i rummet er god, den er ikke særlig rummelig, så der kommer ekko. Lyden er mere tæt, men på en god måde. I rummet er der en lugt af sved og kunstigt læder. Denne lugt er meget gennemtrængende, men uden at den bliver ubehagelig. Rummet virker tungt, da der i rummet er mange tunge redskaber fordelt på ret lidt plads. De fleste af redskaberne er lavet af metal og betrukket med noget kunstigt læder. De store redskaber står pænt langs væggen, dog ligger der nogle steder et par håndvægte på gulvet og flyder. Rummet er formet som en rektangel, hvor to af siderne er gule og de to andre vægge er hvide. Det giver rummet lidt mere dynamik, og man får lyst til at udforske rummet yderligere. Midt i rummet, står der en stor, rund stolpe, som er malet i gule farve, ligesom væggene.

Ideudvikling

Ideudvikling: 

Det her var, hvad jeg tænkte, da vi fik opgaven udleveret:

Kunster:

P.S Krøyer, fordi jeg synes, han er interessant og jeg kan lide hans malerier , der findes mange informationer om ham og hans værker, som jeg kan bruge. Jeg tager, udgangspunkt i hans værk ”sommeraften ved Skagen”, som jeg vil analysere.

Analyse:

I analysen af billedet ”Sommeraften ved Skagen”, vil jeg tage udgangspunkt i den blå farve i forhold til naturen og hvordan Krøyer bruger naturen i hans værker - hvordan han finder inspiration af naturen især ved Skagen.

Produkt:
Med hensyn til produkt, havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg ville lave, her er mine skitser, ideer, tilvalg og fravalg. Jeg brugte meget af tiden i skolen på at finde ud af, hvad jeg ville lave som mit produkt.

Først tænkte jeg, at jeg ville forsøge at efterligne de to kvinder på billedet, ved at lave dem til to skulpturer. Det skulle laves i ostevoks. Ved dette produkt vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne holde mig til emnet blå, derfor syntes jeg ikke, det var den bedste ide. Jeg er dog bagefter kommet i tanke om, at det nok ikke var nogen dårlig ide, at lave de to skulpturer, da jeg kunne have lave en blå sokkel eller lignende som, kvinderne kunne stå på.

Ligsom Krøyer, blev jeg også lidt inspireret af den blå time, så jeg tænkte, det kunne blive godt, hvis jeg lavede et produkt med vand. Jeg ville lave hav/vand, som en kontrast til en strand og klitter ligesom på Krøyers billede. Jeg tænkte, jeg enten ville male det, eller det som en skulptur, hvor jeg ville farve vandet blåt, og få fat i noget sand. Men jeg tænkte derefter, at det ville kræve en del plads, og en del materialer før det kunne blive godt.
Men jeg var sikker på, jeg ville lave noget med vand og sand, så det havde en relation til det billede, jeg havde valgt.
Derfor kiggede jeg nogle af mine dokumenter i gennem fra tidligere i året, hvor jeg faldt over ordet parafrase. Hvis jeg lavede en parafrase kunne jeg nemlig efterligne det billede jeg havde valgt, og så bare lave det af nogle andre materialer eller lave noget anderledes ved billedet. Derfor tænkte, jeg kunne lave en slags collage, hvor jeg ville klippe en masse små stykker papir ud fra dameblade, og klistre det på et stykke pap. Den ide arbejdede jeg videre med, og det blev så mit endelige valg.




Endelige produkt:

Jeg har lavet en ny fortolkning af billedet "Sommeraften ved Skagen, Sønderstrand", ved at klippe en masse stykker papir ud af nogle gamle blade, så det nærmest er kommet til at forestille en collage, det skal forestille, det oprindelige værk. Først tænkte jeg, at jeg ville efterligne mit valgte billede fuldstændig med farver og det hele, hvor det eneste anderledes skulle være, at det var lavet af små stykke papir i stedet for at male det. I mens jeg lavede mit produkt, fik jeg den ide at vende de to kvinder om, så de går i den modsatte retning, ud mod beskueren, det gjorde jeg, fordi jeg ville gøre billedet mere positivt og åbent. Samtidig med det har jeg forsøgt, at vælge nogle lysere farver, nederst i venstre hjørne, da det skal symbolisere, at kvinderne "går mod lysere tider". På det oprindelige billede ser baggrunden mørk og dyster ud, det gør det ikke på mit værk. Jeg har forsøgt at gøre mit værk mere dynamisk, ved at vælge forskellige nuancer af blå til himmel og hav og forskellige nuancer til sandet.

Jeg har valgt at klippe papiret ud, dels fordi jeg synes det var nemmest, men også fordi det har givet værket noget mere kant. Hvis jeg havde revet det ud af bladene, vil det have fået et mere blødt udtryk, og der ville muligvis komme flere nuancer. Da jeg startede med, at lave produktet, havde jeg tænkt, jeg ville efterligne det oprindelige billede så meget som muligt, men så fik jeg ideen om at vende kvinderne, så det skal forestille de gør mod lysere tider. Det gør også, at kvindernes kropsprog bliver åbent og knap så fortroligt. Jeg har vendt kvinderne om, for at give billedet et andet udtryk. Det oprindelige billede kunne godt tolkes, som at være et trist billede, da deres kropssprog er lukket og havet ser lidt dyster ud. Jeg ville derfor prøve, at vende det til noget positivt, for at se hvordan man kunne få billedet til at se mere glad og åbent ud.
Ansigterne på kvinderne, har jeg valgt, at være utydelige, så man ikke kan fornemme om de er glade eller triste, det må man selv forestille sig. Mit produkt forholder sig til den overordnede tema, fordi det er en parafrase af et værk, som er inspireret af farven blå. I mit produkt, har jeg også forsøgt at lave "Den blå time", da man ikke kan skelne mellem havet og himmel, det går ud i et.

Eksamensprojekt

Analyse af "Sommeraften ved Skagen, Sønderstrand " og præsentation af kunstner:

Billedet er malet af skagensmaleren P.S. Krøyer i 1893.  Dette billede er med tiden blevet Krøyers allermest kendte og berømte billede. Det skyldes måske, at Krøyer har formået at male en magisk stemning frem i billedet, der kan få enhver til at ønske, at de selv havde været til stede på stranden denne smukke sommeraften. 

P.S Krøyer er en meget berømt kunster. Han levede i slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet. Han hører til den gruppe kunstnere, som man kalder Skagensmalerne. Det er en gruppe kunstnere, som rejste til Skagen for at male naturen og menneskene i Skagen. P.S Krøyer er mest kendt for sine smukke malerier af livet på Skagen og af sin kone Marie. Han havde en utrolig god evne til, at male lyset fra solen, månen eller noget helt tredje. P.S Krøyer var tiltrukket af Skagen, på grund af stedets anderledes sommerlys, havet og naturen. Det ser man også tydeligt i dette billede, da det er malet ved havet, og man ser naturen. Krøyer malede ikke kun billeder af den skønne natur i Skagen, han malede også værker, som provokerede folk, fordi værkerne ofte forestillede noget, som folket ikke brød sig om at se.

P.S. Krøyer er født i 1851 i Norge. Han har haft en lidt hård barndom, med en mor som har været psykisk syg og Krøyer har derfor været i plejefamilie hos sin mors søster. Der var ikke rigtig nogen, der vidste hvem hans far var heller ikke Krøyers mor. Hans plejemor holdt meget af Krøyer og var lidt overbeskyttende overfor ham, derfor gik Krøyer aldrig i skole og havde derfor ingen legekammerater gennem sin barndom. Det betød at Krøyer var meget indendøre som barn, så han brugte meget tid på, at kigge på ting som han kunne tegne. Han behøvede for det meste kun at kigge én gang på en ting, og så var han i stand til at tegne det. Da han var 9 år gammel, blev det derfor besluttet, at han skulle på kunstskole. Krøyer kom på kunstakademiet i København, hvor folk hurtigt fik øjnene op for Krøyer, da han var meget dygtig og arbejdede hurtigt. Han fandt ret hurtigt ud af, at han godt kunne lide at tegne mennesker især fiskere ved havet. Krøyer rejste meget i Europa, han var ud at rejse i over 4 år, før han igen vendte hjem til København. Han blev gift med Marie, som var en meget smuk kvinde. Han malede ofte Marie med i sine billeder. I 1899 blev Krøyer meget syg og i 1909 døde han.

Billedet forestiller Marie Krøyer og Anna Ancher, som går arm i arm på stranden iført hvide kjoler. Annas kjole har et blåviolet skær, og Maries kjole har et mere gulligt skær. Ud over det bærer den ene af kvinderne en gul hat og et gult bånd rundt om livet. Billedet er malet tidlig på aftenen i det tidsrum Krøyer kaldte "Den blå time", hvor havets blå farve går ud i ét med himlens blå farve. "Den blå time" er det tidspunkt, hvor dagen skifter fra, at være dag til at være aften/nat. Dette tidspunkt var Krøyer meget inspireret af.
Marie og Anna går tæt sammen, og Anna læner sig lidt over mod Marie. Det får deres kropssprog til at virke lukket, og det er som om Anna forsøger at hjælpe Marie med noget. I forgrunden ser man sandet og kvinderne, i mellemgrunden ser man mere sand og klitterne, og i baggrunden ser man havet og den blå himmel. Da Krøyer skulle male dette billede, kunne han ikke bestemme sig for, hvor på billedet kvinderne skulle være. På hans første skitser, ser man at kvinderne, går længere henne af stranden, men på de senere skitser og det endelige billede, går kvinderne længere tilbage i billedet.

(Billedet til venstre, er den skitse, som Krøyer lavede inden han malede det rigtige billede)

Når man kigger på billedet, får man først øje på de to kvinder, som går sammen ved stranden. Man får også hurtigt øje på den skrå linje, som skiller havet og stranden. Stranden laver en diagonal fra venstre side og skråt op mod det øverste højre hjørne. Klitterne i højre side danner også en horisontal linje, som skiller himlen og havet, da man ikke kan se det skiller ved hjælp af lyset og farverne. Kvinderne danner en vertikal linje, som får billedet til at virke roligt.  Diagonalerne giver billedet dynamik og energi, samtidig med den også giver billedet ro og balance. Der er bevægelse i billedet, da man kan se kvinderne går, og man kan se fodspor i sandet efter andre som har gået. Samtidig kan man se bølger inde ved sandstranden, som også giver billedet bevægelse. Selvom der er bevægelse i billedet virker billedet alligevel meget roligt, man kan næsten sætte sig ind i, hvordan det har været at sidde der på stranden, mens bølgerne stille skvulpede ind over stranden, man slapper af når man ser på billedet.
Med hensyn til komposition, så havde Krøyer en måde at inddele mange af sine malerier på, denne måde har han brugt flere gange. Han delte ofte billedet op i tre dele, hvor der går en diagonal fra den nederste venstre hjørne op til højre hjørne, og så var der en horisontal linje øverst i billedet. Det ser vi også på dette værk, da den skrå diagonal deler stranden og havet og den næsten usynlige horisontale linje deler havet med himlen.

(På billedet til venstre ses hvordan Krøyer delte sine billeder med disse diagonaler, han brugte denne komposition ofte)

Billedet er malet bagved kvinderne, men også fra siden, så man kigger skråt ind på kvinderne bagfra. Der er en lille overlapning, da Anna overlapper Marie med lidt af sin krop og arm. Billedet er malet i normalperspektiv og lidt fugleperspektiv, det gør, at man kan se længere ud af stranden, og får billedet og stranden til at virke uendeligt, og giver billedet dybde. Diagonalen  som skiller stranden fra vandet er indadgående. 

Man kan ikke se hvor stranden ender, og det får billedet til at virke stort og meget rummelig, da der også er meget luft omkring kvinderne.  Der er et forsvindingpunkt ude i baggrunden, forsvindingpunktet ligger lige i midten af billedet, derude hvor man ikke længere kan se stranden og klitterne. Det er dermed de indadgående diagonaler, som fører ind til forsvindingspunktet.
Der er ikke rigtig gjort brug at det gyldne snit, men man kan sige at kvindernes hoveder og krop, ligger der, hvor gyldne snit er. 

Forrest i billedet er der brugt nogle gule farver, som for sandet til at se varmt ud. Længere oppe på billedet, er der brugt blå farver, som får det til at se koldt ud. Varmen og den gule farve forrest i billedet virker, som en kontrast til den kolde blå farve i billedet. Den dybe og kolde blå farve, får stranden til at virke uendelig, og det ser lidt dystert og uhyggelig ud i horisonten. Den kolde blå farve får vandet og himlen til at virke fjern og langt væk, mens stranden med de varmere farver virker tættere på.
 Farven i klitterne er grønlige og lidt grålige. Der er brugt tertiære farver til at male klitterne, samt grøn, og primære farver og hvid til at male alt det andet. Det er klart den blå farve, som er mest dominerende i billedet. Lyset i billedet kommer fra solen, det kommer ind fra nederst i venstre side, hvor man også kan se at sandet er lysere end, det længere ude i horisonten. Det får billedet til at virke meget naturligt, da det er naturligt lys fra solen, som er med i billedet.
P.S. Krøyer har malet flere billeder fra Skagen, hvor han har malet skumringstiden eller den "blå time", hvor himlen og havet får den samme blå farve. Der var også mange andre kunstnere i slutningen af 1800 - tallet, som var meget inspireret af "den blå time", og som malede i de blålige nuancer. Krøyer brugte tit blålige og orange eller røde farver sammen, og det ser man jo også tydeligt i dette billede, da det er de blå og gullige farver, som er mest dominerende.
Der er ikke brugt noget symbolsk i billedet, men kan argumentere for at det er som om kvinderne snakker om noget hemmeligt, som måske ikke er så godt, dermed også det lukkede kropssprog, Derfor er der brugt mørkere farver i den retning kvinderne kigger.

Kilder:
- Bog: P.S. Krøyer - Lysets maler
- http://hirschsprung.dk/Image.aspx?id=69&col=7
- http://www.skagensmuseum.dk/samlingen/vaerkerne/ps-kroeyer/sommeraften-paa-skagen/
- http://www.kunstnyt.dk/krosprin.htm
- http://www.bruun-rasmussen.dk/vfs/news/archive/1248b.html
- Kompendium - Billedanalyse

VIDEOVÆRK OG INSTALLATION

Det her vores stop motion film

Vores film er også det man kan kalde et videoværk eller en animationsvideo. Et videoværk er ikke en musikvideo, men det er heller ikke en film, det er mere en slags levende billeder. Et videoværk er en form for kunst, ligesom alt mulig, kan kaldes kunst. Et videoværk vil typisk have et budskab, noget som kan provokere mennesker eller noget som man kan komme til at tænke over.
En genre som ligger sig tæt op til videoværker er animationsvideo. En animationsvideo består af en masse enkeltstående billeder. At animere betyder "at give liv", og det er hvad man gør i en animationvideo. Man tager et billede og rykker så en anelse på tingene og tager et billede til, hvis man så sætter billederne sammen og afspiller dem hurtigt efter hinanden, giver det billederne "liv" og øjet ser det som en glidende overgang, denne form for animationsvideo kalder man også stop-motion, og det er den metode, vi har gjort brug af i vores lille film. Man kan både skabe liv gennem bevægelse og gennem mimik og kropssprog. Animationsvideoer er på mange måder magi, man snyder nemlig nemt øjet, ved at få ting til at forsvinde eller dukke uventer op. 

Installationkunst:

Installationkunst er en kunstform, som ofte er placeret i et rum og forholder sig til rummet omkring sig. Denne form for kunst, er en slags indretning, der spiller sammen med det rum det er placeret i og beskueren. Tingene i kunstværket er ikke altid selv kunstværket, kunsten er ofte samspillet mellem tingene i rummet og det samlede udtryk. Installationkunst er meget kropsligt, det er ofte meningen at værket skal opleves ved at træde ind i det eller gå rundt om det. Det gør at man kommunikere meget med beskuerens sanser. Som beskuer til installationskunst, kan man nemt komme til at føle en bestemt ting eller få en oplevelse af noget, man aldrig før har prøvet. F.eks. hvis man som beskuer kommer ind i et bælgmørkt rum, hvor lugte-. høre- og følesanserne forstærkes, mens synsansen dæmpes. I et installationsværk kan der indgå skulpturelle objekter, lys, lyd og video, der er også ofte anvendt nyere former for medieteknikker. Det vigtigste ved installationskunst er rummeligheden i værket og måden det kan inddrage publikum. 

Installationskunst blev særligt populært i 1990´erne.

FRA DET SUBLIME TIL DET GRIMME

Har man brug for at kunne skildre grimhed? Til Hvad? 
Ja, jeg tror, vi har brug for at kunne skildre grimhed. Jeg synes, det er vigtigt og meget relevant, at kunne sige om noget er grimt eller smukt. På den anden side, synes jeg, at rigtig meget kunst kan være smukt på sin egen måde. Selvom det ikke er noget man normalt forbinder med at være smukt, kan et værk være anderledes og på den måde smukt.

Skal kunst helst være smuk? Hvorfor? Hvorfor ikke?

Jeg synes, ikke nødvendigvis at kunst behøver at være smukt. Det være ligeså "smukt", hvis det er grimt. Hvis et kunstværk er meget usymmetrisk, eller har nogle knap så pæne, så kan værket godt være grimt, men på den smukke måde. Der er selvfølgelig forskel på, hvad man hver især synes er smukt, men hvis jeg skal forestille mig hvordan et smukt kunstværk kunne se ud, forestiller jeg mig noget, roligt, måske noget natur, mennesker som er glade og har det godt, og nogle stærke farver. 

Man kan sige, at kunstværket måske vil blive mere populært og få flere tilskuere, hvis et værk er smukt, at se på, og at folk kan lide, at se på det. På den anden side, hvis et værk ikke er så smukt, vil det måske også skabe megen opmærksomhed for tilskuerne. 

Er der forskel på, hvad kunst skal kunne, alt efter hvor det hænger/står? Hjemme? I kirken? På museerne? I kantinen? I parken?

Jeg synes, hvis kunst hænger hjemme i stuen, skulle det gerne kunne skabe en god stemning, som kan gøre folk glade af at kigge på det. Det skal være noget mange mennesker kan lide og kan komme til at holde af. Det skal også kunne skabe ro i hjemmet og være i harmoni med resten af hjemmet. Hvis et kunstværk hænger i en kirke, synes jeg, det skal have noget med kirken og kristendommen at gøre. Det skal have en symbolsk betydning, eller forestille noget fra bibelen eller noget lignende. I kirken synes jeg ikke kunst skal være noget med en masse farver på, det må godt være kunst, som er malet i nogle mere tertiære farver. Det er ikke kun kunsten, som skal være i fokus, når man står i en kirke, derfor skal det ikke være noget, der er alt for iøjnefaldende. De tre sidste steder, som er beskrevet i spørgsmålet; Museum, kantinen og parken, synes jeg næsten det må være alt slags kunst. På museer gælder det vel om, at vise lidt forskellige former for kunst. I en kantine, skal måske være noget med masser af farver på. Og i parken også noget med farve på, tænker jeg.

Hvad kan formålet være med at lave et værk, som billedet ovenfor?

Jeg tænker, kunstneren vil have én til at tænke, at kunst ikke nødvendigvis behøver at være smukt og ligne noget. Kunst kan også være noget, man lige har fundet i skraldespanden og som man klasker op på et maleri i en ramme. Kunst er vel kunst, når der er en tanke bag, og det tror jeg bestemt, at kunstneren har haft, da han lavede dette billede. 

Analyse af voksfigur:

Min voksfigur er lavet ostevoks, som er sat udenpå noget ståltråd, jeg har sat fast på en træ klods. Den står oprejst på træ klodsen, og er i bevægelse også kaldet, at den er dynamisk. Den er i ubalance, da den står og har hovedet lidt på skrå, mens den ene arm er bøjet på en mærkelig måde og den anden er meget kort. Når min skulptur ikke er i balance eller er i ro, men derimod er i bevægelse, gør at den får et abstrakt udtryk. Den har nogle uskarpe linjer/ skæve linjer, da den ikke står oprejst, derfor er den også asymmetrisk. 

Da den er lavet af ostevoks, har den en blank overflade, og den kaster lys tilbage til én, fordi man kan se lyset skinne på dens overflade. Selvom den har en blank overflade, har den alligevel en riflet og ru overflade. Min voksfigur er sort, og får den dermed til at tungere ud end hvis den var lys i farven. Materialet er forholdvis blødt, men når det er koldt bliver det halv hårdt. Figuren viser blødhed, da den står skævt på træklodsen og har store øjne og en stor mund, som ikke får den til at se særlig uhyggelig ud. Min voksfigur er mest organisk, hvis den skulle være geometrisk skulle den have nogle flere skarpe kanter og se mere skarp ud i dens udtryk. Det gør min figur ikke, da den ser rimelig blød ud i dens udtryk. Den har åben kropsform, da den står med åbne arme. Den står med armene ud til siden og ser næsten helt glad ud, hvilket tyder på, at den har en åben kropsform. Som skrevet tidligere har den en dynamisk form, fordi den ikke står helt lige, det får den til at se ud som om, at de er i bevægelse. 

Skulpturen er lille, især hvis beskueren står på lang afstand til den, kommer den til at se lille ud. Min skulptur fungere bedst, hvis man ser den forfra, der ser man nemlig dens ansigt, som har stor betydning i forhold, hvordan slupturen skal tolkes og dens udtryk. Skulpturen ligger ikke rigtig op til at man kan gå rundt om den. Det er meningen, at man kun skal se den forfra. Soklen eller træklodsen, som figuren står på, er også ret lille, men måske lidt stor i forhold til figurens størrelse. Det kan godt få figuren til at se mindre ud. Jeg synes, soklen understøtter skulpturens bevægelse. Figuren står lidt tilbagebøjet på soklen, men den går ikke ud over soklens kanter. Kun dens arme rækker lidt ud over siderne af soklen. Figuren fylder ikke meget i rummet, men har stadig en god plads i rummet. Jeg synes, figuren lukker rummet ind, da den har en åben kropsholdning. Figuren giver rummet en god stemning, da den ikke ser særlig uhyggelig ud, som de fleste monstre gør. Mange andre monstre vil nok give et rum, en dårlig stemning.